Min rejse til at blive den solist jeg er nu, er gået over de største bjerge, igennem de dybeste dale, og et par tusinde tilfældigheder, før jeg er kommet til hvor jeg er nu. Og der hvor jeg er nu, er jeg sikkert ikke i fremtiden, for jeg udvikler mig hele tiden, og prøver at blive bedre, og udbygger mit koncept med at være et helt orkester alene.

En mand et helt orkester, det lyder måske lidt vildt, specielt når det hele skal spilles live, uden brug af rytmebox, eller walking bass. (Jeg spiller guitar)

Jeg startede mit musiske liv som trommeslager, da jeg ikke var ret gammel, men tabte interessen, da min bror overtog dem. Det er sådan at hele min familie spiller, og da jeg er den yngste, så blev jeg altid spurgt om jeg ikke også skulle spille ligesom min far og min brødre? Det gjorde noget ved min hjerne, som hele tiden gentog. Jeg er ikke som mine brødre, jeg er mig, og vil ikke være ligesom dem. Så musikken blev lagt på hylden, efter et forgæves år, med at prøve at spille klaver, som jeg var blevet tvunget til at gå til.

Men som med så meget andet her i livet, så er det lysten der driver værket, og der var en lyst i mig til at udtrykke mig. Måske fordi det var svært som den yngste, at komme til orde i den store familie, som altid så mig som den der ikke vidste noget? Så jeg begyndte at skrive musik og tekster. Det skete på denne måde, da jeg var 14 år, at jeg nogle år forinden havde lært et par akkorder på guitaren, og ud af dem skrev jeg nu nogle sange, som jeg selv syntes var vældig gode? Man kan skrive mange sange på 3 akkorder, men på et tidspunkt, så ville jeg noget mere, og jeg gik til min far, og spurgte om han ikke kunne vise mig nogle flere akkorder? Er i klar over hvor ondt det gør, når ens fingre skal krølles sammen, for at lære barregreb? Jeg gentog mange gange overfor min far, gennem meget lang tid; jeg lære det aldrig!

Men med tiden gik det bedre, og jeg lærte mig selv akkorder, ved at læse i en bog om det. Det var sådan, at hver gang jeg lærte en ny akkord, så flettede jeg den sammen med dem jeg kunne i forvejen, og skrev flere sange. Så jeg har på en måde lært at spille guitar baglæns, på den måde, at når jeg blev træt af for lidt akkorder til mine sange, så måtte jeg jo lære en ny, så jeg igen kunne skrive endnu flere sange, og så fremdeles. Jeg har ikke fået meget undervisning i mit liv på guitar, det meste er selvlært, så derfor har jeg min egen specielle måde at spille på, som er en blanding af min start som trommeslager, og mit ønske om fyldig musik. I starten sprang jeg mange strenge, med de tæsk guitaren fik, for det at have fyldig lyd, var på det tidspunkt, hvor højt det var.

Så kom der et par år, med udvikling, og jeg lavede et orkester, der spille min musik, det var ret sjovt, og meget lærrigt. Vi fik debut i Aalborghallen til det årlige ungdoms stævne, med mange forskellige orkestrere, og der kunne jeg høre, at selv om vi ikke var ligeså gode som mange dem, så havde vi noget på hjertet, og det var en god fornemmelse. Så havde jeg lige et par år, hvor jeg af en eller anden grund kom til at beskæftige mig med dansemusik. Altså et danseorkestre, som var meget oppe i tiden dengang, til baller og fester. Men som det var ved at sprænge ud som noget stort, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke var den vej jeg ville gå, jeg ville lave mit eget. Min første koncert, på et større sted, var faktisk som solist på Nibefestivallen, en torsdag eftermiddag, på stor scene. Der var ikke så mange mennesker, eller de fyldte ikke så meget i det store telt, men jeg spillede mine egne sange, og besøgte festivallen de næste mange år, med nye tiltag i det musiske. Jeg har været så heldig at spille med mange gode musiker, både danske og udenlandske, så der var inspiration fra mange forskellige.

Da jeg var 27 år, og mens jeg lavede masser af egen musik, skrev til teater og tekster til min brors musik, kom en bekendt af mig, som havde værtshuse i Jomfruanegade. Han spurte om jeg ikke ville spille til en reception, for en af hans nye værtshuse. Jeg sagde ja, og måtte hjem og lære andres sange. Hvorfor jeg ikke spillede mine egne sange den dag ved jeg ikke, men jeg lærte nogle kopi sange, kunne lidt i forvejen, og så spillede jeg den reception. Da jeg var færdig der efter en time, blev vi enige om at jeg skulle flytte mit anlæg op på Rock Cafeen, som han ejede på det tidspunkt. Der spillede jeg så i 7 år, og udviklede mig som solist, samtidig med jeg stadig spillede egen musik.

Da jeg var 30 år, blev jeg spurgt af en bekendt, om jeg ville undervise nogle unge udviklingshæmmede i musik, som jeg sagde ja til, om ikke andet for at prøve det. Det blev så til mange år, med både musik og pædagogisk arbejde. Det gode ved musikken, foruden de unge mennesker, var at jeg blev trænnet i at holde rytmen med min højre fod, mens jeg spille guitar og dirigerede de unge mennesker på deres instrumenter. Jeg spillede stadig som solist, mens min egen musik mest blev til i mit eget studie.

På et tidspunkt, igen tilfældigt, var der nogle som skulle giftes, som havde hørt mig et eller andet sted. Og selv om jeg sagde til dem, at jeg ikke kunne spille til festsange, så ville de have mig. Jeg fandt ud af at en guitar, nogle stemningsfulde sange, virkede når folk spiste. Jeg fik pludselig flere jobs, og receptioner, hvor jeg bare skulle være den stikke musiske hygger. Pludselig blev jeg hyret til hele aftner, med både spisning og dans. Ja så har det gået slav i slav lige siden.

Kun næsten slav i slav, for jeg stoppede jo ikke med at udvikle mig. Kom til at tænke på hvordan jeg kunne gøre dansen mere optimal. Jeg kunne jo spille trommer med fødderne, som jeg havde gjort i et par sammenhænge, hvor pianisten jeg spille med spillede bas i venstrehånden, og keyboard i højrehånden. Men det var med pedaler, og meget tunge at spille, og det var svært at lave finesser, med kun to fødder. Jeg måtte opfinde noget, så jeg kunne komme omkring med mine fødder. Jeg fik fat i et gammelt klaver, hvor jeg tog tangenterne fra, satte mikrofoner på noget jern, som så blev aktiveret, når jeg med foden trykkede på tangenten. Det virkede kun delvis, og jeg tog det kun med ud at spille en enkelt gang. Men nu har teknikken kommet mig til hjælp, og jeg har et par træklodser, som er forbundet til en lille trommemaskine, som laver det om til trommelyd, så nu køre det. Jeg selvfølgelig ikke færdig, for jeg vil gerne havde flere tilkoblet, men der noget med logistik, jeg lige skal have løst. Så er der jo også lige det, at jeg har to mikrofoner i min guitar, har nogle pedaler på gulvet til guitar og sang. Min sangmikrofon bruger to kanaler, og ud af de 8 kanaler min mixer har, bruger jeg nu de 6, og ved godt hvad de sidste to skal bruger til, når jeg lige har løst et problem.

Det var lidt om min vej til at blive solist. Meget kort, men du har lært lidt om mig, hvis du har læst så langt.